-
Tjen 300.000 om måneden og opnå alt, du drømmer om: Topchefer misbruges i svindelvideoer
Source: BDK Finans / 22 May 2025 12:18:02 America/Los_Angeles
Grib en unik mulighed for at ændre dit liv fundamentalt. Sig dit job op og få en svimlende indtjening, helt uden at du skal røre en finger. Du er heldig at få tilbuddet, og du skal lytte godt efter. Du får kun chancen én gang og skal slå til med det samme. Løfterne stammer ikke fra en dårlig svindelmail fra en nigeriansk prins, men fra en video på Facebook. Den viser Carlsbergs topchef, Jacob Aarup-Andersen, skabt med kunstig intelligens, der lokker med en indtjening på 300.000 kroner om måneden. »Dette er ikke endnu en video, hvor nogen prøver at trække penge ud af dig, for jeg respekterer dig og vil gerne gøre mig fortjent til din tillid. Jeg kommer ikke med tomme løfter som alle andre,« lyder det fra den falske Aarup-Andersen i videoen. Samme slags fupvideoer findes også med Novo Nordisks afgående topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, Vincent Clerc, Mærsks topchef, og massevis af andre. Der er tale om såkaldte deepfake-videoer, der er manipuleret til at få en person til at fremstå ægte gennem brug af kunstig intelligens, og som bliver mere og mere realistiske. Udviklingen går »frygtelig hurtigt«, efter at ai-teknologien på få år er eksploderet, siger Jørn Guldberg, it-sikkerhedsekspert hos Ingeniørforeningen IDA. »Kunstig intelligens bruger man nu så utroligt mange steder, også uden at man opdager det. Svindelområdet plejer at være på forkant, og det er de også her. Det er helt klart et voksende problem,« slår han fast. Digitaliseringsminister Caroline Stage fra Moderaterne kalder det »hovedrystende«, at techgiganter som Facebook ikke gør noget. »Der er ingen tvivl om, at det er helt uacceptabelt, at techgiganterne ikke sætter en stopper for det. De er ikke deres ansvar voksent, og jeg kommer til at blive ved med at ånde dem i nakken, til de tager deres ansvar alvorligt,« oplyser hun i et skriftligt svar. Køb et hus og betal hele din gæld Tv-værter som Kaare Quist, Divya Das og Anders Lund Madsen, politikere som Mette Frederiksen, økonomiske eksperter og nu en række topchefer har alle tilfælles, at de bliver udnyttet i forsøget på at svindle danskere på sociale medier. Hos Carlsberg er man opmærksom på videoerne med topchef Jacob Aarup-Andersen. »Vi gør, hvad vi kan for at få dem fjernet. Vi har blandt andet anmeldt det til politiet og er i dialog med de platforme, som videoerne findes på,« lyder det i en skriftlig kommentar. I en anden af videoerne ses Vincent Clerc, der er topchef hos Mærsk. Han kan give dig adgang til en side, hvor du er sikret 5.000 kroner om dagen. Det har intet at gøre med pyramidespil og »andet vrøvl«, lover han i videoen. Der er tale om en ny slags banebrydende software, der kan forudsige aktiemarkedet. »Du behøver ikke længere bekymre dig om at have nok penge til husleje. Tager du på ferie flere gange om året, er det ikke noget problem. Køb et hus og betal al din gæld, det er ikke noget problem. Indskriv dine børn på de bedste skoler og rejs til de bedste steder,« fortæller den falske Vincent Clerc. For at komme i gang skal man blot besøge en hjemmeside og indtaste sine oplysninger, afslutter han. Ulykkeligt og uforståeligt Thomas Skovgaard Pedersen er selvstændig kommunikationskonsulent og har indsamlet videoerne med topcheferne og massevis af andre svindelannoncer på Facebook. Han har på det seneste oplevet, at der dukker flere og flere af dem op i hans feed. Det har fået ham til at begynde at samle eksemplerne ind. »Jeg spærrede virkelig øjnene op og tænkte, at jeg måtte gøre opmærksom på det. Det kan ikke passe, at det bare flyder rundt sådan her,« siger han. Børnesygdomme i teknologien lige nu gør nok, at de fleste vil gennemskue, at der er ugler i mosen. Men kunstig intelligens udvikler sig hastigt, og Thomas Skovgaard Pedersen påpeger også, at ældre allerede nu er særligt udsatte. »Det er ulykkeligt og utrolig uforståeligt, at Meta lader opslagene ligge. Det er måske to år siden, kunstig intelligens blev allemandseje. Vi er gået fra 0 til 100 på meget få år. Vi har billeder, der ligner, og stemmer, der ligner. Det skal gerne tages i opløbet, og derfor er det meget relevant at råbe vagt i gevær,« siger Thomas Skovgaard Pedersen. For godt til at være sandt Lars Fruergaard Jørgensen, nu snart tidligere topchef for Novo Nordisk, er også at finde på svindelvideoerne. I en af dem tilbyder han en mulighed for ekstraordinær succes og for at kunne sige sit job op eller mangedoble sin pension. »Jeg har viet det meste af mit liv til at skabe projekter, der kan forbedre livet for alle i Danmark. Den software, vi skaber, overgår alle konkurrenter med unik teknologi,« siger han. Man skal blot besøge en hjemmeside og indtaste de nødvendige oplysninger, hvorefter man vil blive kontaktet, lyder opfordringen. Novo Nordisk ønsker ikke at kommentere videoen. Allerede nu er det teknologisk muligt at gøre det næsten umuligt at opdage deepfakes. Det fortæller Jørn Guldberg fra IDA. »Hvis man bruger ressourcer nok og bruger de rigtig dyre værktøjer i dag, kan man lave videoer, der ser ægte ud. Vi ser flere og flere eksempler på kendte personer, der får lagt ord i munden, de aldrig ville sige,« siger han. Deepfake-videoerne er en effektiv måde at få folk til at hoppe på krogen, fordi de kan laves meget troværdigt og samtidig er nye for mange danskere. Alligevel kan man gøre noget for at undgå at komme i fælden. »Det nemmeste er at ignorere det, hvis man kan. Hvis det er for godt til at være sandt, er det ikke sandt. Hvis de investeringer virkede, ville de være kendt alle mulige steder. Og du er ikke unik, fordi du rammes af dem, du er bare blevet ramt af spredehagl,« slår han fast. Han kritiserer også Meta, der står bag Facebook, for ikke at gøre nok for at bekæmpe problemet. De skal screene annoncerne bedre og være hurtigere til at få dem ned, når de opdages, mener han. »Det er de absolut ikke gode nok til i dag. De har faktisk sænket deres indsats, og vi oplever, at det tager længere og længere tid for dem at få fjernet skadeligt indhold. De har en forpligtelse og tjener styrtende med penge på Facebook,« siger Jørn Guldberg. Et vedvarende problem Digitaliseringsminister Caroline Stage vil nu arbejde for, at både de danske og europæiske myndigheder i højere grad kan holde virksomhederne bag platformene ansvarlige. »Men det er næppe et problem, som forsvinder, og derfor er det vigtigt, at vi får skabt øget bevidsthed i befolkningen om, at de skal være kritiske, når de står over for budskaber, der virker til at være for gode til at være sande,« skriver hun. Det er ikke kun af økonomiske årsager, der laves deepfakes af fremtrædende personer. Donald Trump, Vladimir Putin, Volodymyr Zelenskyj, Elon Musk og Mette Frederiksen er alle blevet misbrugt til at fremme forskellige politiske budskaber. Berlingske har forsøgt at få et interview med Meta, men dette har ikke været muligt. Techgiganten oplyser i et skriftlig svar, at der hele tiden arbejdes for at gøre livet sværere for svindlerne, blandt andet gennem ansigtsgenkendelsesteknologi »Vi griber ind ved at fjerne og deaktivere annoncer, konti og sider, der forsøger at vildlede brugere, så snart vi bliver opmærksomme på dem,« skriver Meta. https://www.berlingske.dk/virksomheder/tjen-300000-om-maaneden-og-opnaa-alt-du-droemmer-om-topchefer